130
PESTALOZZI
denskaber mere, til andre Tider holdes de mere tilbage og i Orden, og deri liggei' efter min Mening Hovedforskellen paa Tiderne.“ Og nu mener han i sin Samtid særlig at se en af disse Ophidselsens Tidsaldre. „Der vandrer rundt om os den ubetænksomste Frækhed og den umenneskeligste, det hellige krænkende Aand og hærger Folket. Og Lømler for Karren, der renser Gyderne, taler i deres Lænker saa højt om Frihed, at en Mand af Ære i vore Tider ikke godt mere kan tage dette de gamles gode Ord i Munden. Frihed er ikke mer, hvad den før var. Ti siden Kæften er næsten alt, hvad Folk har, og Pengene næsten alt, hvad de ønsker, og Lediggang næsten alt, hvad de nyder, saa søger de ogsaa kun Frihed for deres Kæft, for Pengeposen og for Kortene.“ Det er, som om man hører de Masser, som den franske Revolution kalder op af Dybet, truende rasle med Lænkerne og skære Ansigter. Og det er dette mylrende Proletariats Mangel paa Pietet og vilde Voldsfærd mod alt bestaaende, som støder Pestalozzis patriarkalske Følelse.
I Virkeligheden vil Pestalozzi ikke forstøde denne hjælpeløse Skare. Et af de væsentligste Formaal for hans Liv er netop at forædle Folkets lavere Lag. Han taler derfor ogsaa meget om Velgørenheden overfor dem. Først og fremmest hævder han, at Trang maa være det eneste Udgangspunkt for den. „Det har i Kilerau vist sig,“ siger han, „hvor skadeligt det er ved Almisseuddeling at se paa andet end Nød og Mangel. Den gode Præstekone har ved sine Fromhedsalmisser fyldt hele Landsbyen med Hyklere, Lediggængere og Tiggere.“ Og „hvad man ved Almisserne egentlig kan og skal gøre for den fattige er: at hjælpe ham til ikke at tabe Modet til med alle sine Kræfter at tragte efter