PSYKOLOGISKE SMAAIAGTTAGELSER
165
han Haanden mod Himlen og udbrød truende: „Din gamle Tyveknægt deroppe! Jeg ved nok, du altid er mig paa Nakken.“ Og det kun, sagde han, fordi han engang havde været med at kvæle en Kat i en Høvlebænk. Om det saa var Gedehamsene, saa forfulgte de ham, naar han en Solskinsdag sad i Vinduet'paa Kasernen og spiste sin Mad. Han kunde da trække blank og ude af sig selv hugge om iblandt dem med sin Sabel. „Ikke engang Madro har man længer!“ sagde han tænderskærende. Han var skikkelig og hjælpsom til det yderste, og rakte jeg en Kasse med Kager, jeg havde hjemme fra, over til ham, sagde han, saafremt Kassen vilde blive tom, naar han tog: „Nej, Tak, jeg tager aldrig det sidste, et Menneske har, fra ham.“
*
13. Jakob havde, da det var hans Faders Dødsdag, ikke Lyst til at gaa i Middagsselskab, men vovede af Frygt for sin Svigerfader ikke at blive hjemme. Han undskyldte sig for sig selv paa følgende Maade: „Petersens kommer der jo. Jeg gaar til Bords med den stygge, langnæsede Datter — saa bliver min salig Fader ikke vred for den Fornøjelse, jeg har.“
* * *
14. Den fireaarige Agnes kom ind til sin jævnaldrende Kusine Hilda paa hendes Fødselsdag. Hilda saa paa hende og sagde, straks hun var traadt ind ad Døren: „Man plejer at have en Present med til en Fødselsdag.“ Agnes svarede: „Du kan vel vente, til man faar Tøjet af.“ Da det var sket, kom hun frem med en Æske Chokolade. Hilda saa lidt paa den og sagde