SPARTANERNES OPDRAGELSE
I—* oc
ofte ind. De ældre Mænd skulde være dem Mønstre til Efterligning. Ingensteds i Grækenland, maaske ingensteds paa Jorden, har Ærbødigheden for Alderdommen saaledes gennemtrængt Ungdommen som i Sparta. Ofte kendtes paa andre Steder i Grækenland Spartanerne paa deres dybe Ærefrygt for de graa Haar. Ved Fællesmaaltiderne lyttede de unge til de gamles Tale som til Livets Visdom. De lærte af de korte, knappe Svar den Kunst i enhver Sag straks at gribe Kærnen og kort og fyndigt forme den. De hørte om Svar, dei- var ble ven berømte i Spartanernes Historie, som da en Fjendehær sendte Bud om, at de skulde overgive sig, da den ellers vilde ødelægge alt, naar den havde sejret, og Svaret kun lød: „Ja, naar.“ Eller som da der en anden Gang svaredes paa en lignende Opfordring til at overgive deres Vaaben: „Kom og hent dem.“ Trods denne strenge Knaphed i Udtrykkene havde Spøgen sin fri Gang. Lykurgos havde endog oprejst en Billedstøtte for Latterens Gud.
Et Forhold, der paa en Maade traadte i Steden for Forholdet mellem Forældre og Børn, var den Skik, at en ældre og en yngre sluttede sig sammen i Venskab. Gennem sin personlige Paavirkning var det den ældres Opgave at udvikle hos den yngre de Dyder, der var en Mands Hæder. Det var en Skam for en Dreng ikke at have en saadan vejledende Ven. Selve Lovgivningen erkendte et saadant Forholds Værdi og trak Grænser for dets Virksomhed. Den ældre gjordes endog ansvarlig for den yngre og udsatte sig for Straf, om han forsømte ham. Sanseligt Misbrug af Forholdet stempledes som en Vanære og kunde endog straffes med Døden.
Allerede Drengen øvedes i saadanne Gerninger, som kunde udvikle de krigerske Dyder, som Snildhed og