DEN HOMERISKE HELTETID
201
stød Mand mod Mand. En enkelt Helts rasende Tapperhed kunde drive hele Fjendehæren paa Flugt foran ham. Saa jog han afsted efter den paa sin tohjulede Stridsvogn, udslyngede sit Spyd, mens hans Køresvend styrede de kampvante Heste, to og en tredje til Undsætning. Snart sprang han af Vognen og styrtede sig ind imellem Fjenderne i Lid til sin Rustning, sin buskede Hjelm, sine Benskinner af Tin og sit Skjold af Metalplader overtrukne med Tyrehud, sin stærke Arm og Sværdet, han svingede. Paa alle Kanter veg Modstanderne for ham som lamslaaede af en Gud, indtil en behjertet Helt tog Mod til sig og samlede sine Folk for at genoptage Kampen. Ofte gik et saadant Stævne for sig med større Ro, næsten som en Ridderdyst i Middelalderen. Heltene gjorde hinanden midt i Kampen Rede for deres Herkomst og deres Forfædres Bedrifter. Viste det sig da, at deres Slægter i tidligere Led havde været-hinandens Gæstevenner, gjorde Gæstevenskabets Magt sig gældende. Heltene skilles som Venner, ofte under Udveksling af Gaver.
Men det var ikke nok, at Helten kunde bruge sine Vaaben som en Mester; han maatte have rappe Fødder for at indhente den flygtende Fjende eller hurtigt komme sin betrængte Ven til Hjælp. Han maatte have en stærk Stemme for at kunne høres i Kampens Støj og ved Trusler eller Opmuntringer holde Tapperheden i Aande. Han maatte have Selvbeherskelse og Koldblodighed for i det rette Øjeblik at kunne dreje sig til Siden for det susende Spyd eller vige. Han maatte have myndigt Herredømme over sine Folk, List for at kunne udspejde Fjenden uden at forraade sig selv, Snar-raadighed og Veltalenhed for ved Raadslagningerne at være blandt de ledende. En saadan Helt vendte ikke