200
DEN HOMERISKE HELTETID
drevet sammen, dets Horn ofte forgyldte. Den ofrende vædede sine Hænder og dryssede det hellige Bygkorn paa Ilden tillige med Haar af Offerdyrets Pande. Det var Indvielsen. For et Slag af øksen faldt Dyret. Blodet samledes i Kar. Bovene skares fra og omvikle-des med et dobbelt [Lag Fedt og med skært Kød. De lagdes paa Baalet, og der heldtes Vin derover Til endnu større Hæder for Guden klippede den ofrende undertiden sit eget Haar af som Gave til ham. Naar Bovene var opbrændte, deltes det øvrige Kød mellem de tilstedeværende, stegt paa Spid.
Bønnerne besvaredes af Guderne ofte ved Varsler, navnlig af Fuglenes Flugt. Gik denne fra højre til venstre, var Guderne med Foretagendet. Ogsaa gennem Drømme aabenbarede Guderne sig. Som en eller anden kær Ven stod da Gudernes Sendebud for den drømmende. I vigtige Anliggender hentedes der guddommelige Raad fra Oraklerne, særlig dem i Dodona og Pytho. Endelig traadte Guderne selv ind i det daglige Liv i foi skellig Skikkelse for at værne deres Yndlinge mod disses Fjender.
I Krigen maatte deres Hjælp have mest at betyde. Søkrig tales der ikke meget om. Skibene, der dreves frem ved Aarer og Sejl, tjente kun til Samfærdselsmiddel. Saa meget mere levende skildres Landkampen. Her fik Helten Brug for alle de Evner og Færdigheder, Kamplege og krigerske Øvelser havde udviklet hos ham’ Kongens Opgave i 'Krigen var at holde de menige Krigere samlede om sig paa Valpladsen. Som Odysses kunde han føle sig nødt til at bruge Staven paa deres Rygge for at give sine Ord Vægt. I Kampen selv skulde han virke ved sit Eksempel. Dens Udfald be-loede paa den enkeltes Sejr i det personlige Sammen-