DEN HOMERISKE HELTETID 199
indhente hinanden. Med tilbageholdt Aandediæt ellei ivrige Tilraab fulgte Tilskuerne Løbene,
Til Lansekampen iførte Mændene sig Brynjer, og den, der først fik sin Modstanders Blod til at flyde ud gennem Rustningen, havde sejret.
Kastet med Kugler eller med Diskos krævede kraftige Armmuskler og lang Øvelse. Kasteren lagde Kroppen forover og hvirvlede Kuglen eller Skiven opad og fremad. Jo længere den overskred Maalet, des bedre. Ved et saadant sjældent Kast jublede Sejrherrens Venner og sprang op fra deres Sæder for at bringe ham hans Kampløn.
Af Øvelserne fandt navnlig Bueskyclning og Spydkastning Anvendelse i Krigen. Derfor var de højt ansete. En Due eller anden Fugl blev fastbunden ved en tynd Snor til Toppen af en lang Stang for at rammes af Skytten. En endnu større Kunst var det at ramme den flyvende Due, naar Snoren af Vaade var ble ven skudt over.
Ved Bønner og Løfter til Guderne hentede Kæmperne Styrke i Kamplegene. Reglen var vel, at hver enkelt havde uddannet sig særlig i en enkelt Retning. Kun de sjældne Undtagelser udmærkede sig i alle Øvelserne, som oftest ved Gudernes særlige Hjælp. Tit be-røvedes Sejren den, der i Tillid til sin Dygtighed havde forsømt at paakalde dem.
Ofringerne spillede i det hele en vigtig Rolle. De var saa godt som den eneste Form, hvorunder det religiøse Forhold, Menneskenes Forpligtelse overfor Guderne, gav sig Udtryk. Ved ethvert Maaltid ofredes der af Kødet og Vinen. Ved enhver højtidelig Lejlighed sendte Brændofre deres Røg mod Himlen. Forud for Ofringen gik en almindelig Rensning. Kvæget blev