198
DEN HOMERISKE HELTETID
Jorden. Naar alt var brændt ned, slukkedes de rygende Rester med Vin. De forbrændte Ben samledes op for at gemmes i en Urne eller et Skrin. Om Baalet væltedes Sten. Til Minde kastedes en Gravhøj derover, og i dens Midte stod Urnen.
Derefter begyndte de Lege, hvormed Ligfærden skulde hædres. Kostbare Gaver udsattes for de kæmpende, men af forskellig Værdi: en dejlig Pige, et Spand vælige Heste eller øksne, Trefødder osv. Først gik Væddekørsleme for sig. Vognenes Orden fastsattes ved Lodkastning. Paa det givne Tegn pilede Hestene afsted, opmuntrede ved Tilraab og Piskesmæld. Det gjaldt enten at have de væligste Heste eller at styre Hestene med størst Kunst og Kløgt. Derfor giver den gamle erfarne Nestor ved Patroklos’ Ligfærd sin Søn gavnlige Raad, da han med et Par mindre gode Heste bejler til Prisen.
Den næste Prøve var Nævekampen. Mod en øvet Nævekæmper dristede kun faa sig til at gaa. Kødet knuste og Knoglerne ituslog hans Næve. Ofte maatte den overvundne ledes bort fra Pladsen af sine omstim-lende Venner med nedhængende Hoved og dryppende af Blod.
Ved Brydningen tog man Livtag, saa Leddene knagede og Skuldre og Sider blaanede. Frugtede det endda intet, gjaldt det om at løfte Modstanderen fra Jorden for at vælte ham. Men tit sejrede saa netop den svagere, men smidigere ved et Slag paa sin Medbejlers Knæhaser, mens denne holdt ham svævende i Luften.
Paa Dygtighed ved Væddeløbet sattes der stor Pris. „Den fortrappe“ var et hædrende Tilnavn for mangen en Helt. Med svingende Arme søgte de løbende at