DEN HOMERISKE HELTETID
197
Ogsaa Legemet blev mangfoldigt udviklet, ti „aldrig en Mand indlægger sig dog, saalænge han lever, stoltere Ros end ved Armenes Kraft og Føddernes Raskhed“. Jagt paa Vildsvin eller Hjorte var en yndet Fornøjelse. Den gik langtfra altid af uden Skrammer, naar Spydet ikke ramte Vildbassen sikkert nok. Dans og Boldspil øvedes af Ynglingene saavel som af Pigerne. Med Daggerter ved Siden i Remme svang Knøsene sig i Runddans og holdt de fint klædte Piger om Haand-leddet, mens de ældre saa til i Flokke. Ved Bryllupper dansede Ynglinge i Spidsen for Brudetoget, der førte Bruden fra hendes Bolig gennem Byen til Bryllupssangens Toner og Fløjters og Lyrers klingende Spil. Hvor de drog forbi, stod Kvinder i Husenes Døre og saa til. Faldt Mørket paa, sattes Ildgryder paa Gulvet for at kaste Lys ud over Salen, og Lystigheden fortsattes, til Trætheden sejrede. Til Fester for Guderne indøvedes festlige Kordanse.
Men den Fest, Legemets Kraft og Smidighed særlig blev brugt til at forherlige, var Mindefesten for den døde. Forud for denne gik den egentlige Gravfærd. Der byggedes et stort firkantet Baal paa indtil 100 Fod i Længden og i Bredden. Øverst paa Baalet lagdes den døde paa en Baare. Der slagtedes rigeligt Kvæg, og med dets Fedt dækkedes Liget. Rundt om det lagdes det dræbte Kvæg. Krukker og Kander med Balsom og Honning stilledes ved Baaren. Heste og Hunde kastedes paa Baalet som Offer til den døde. I Krigen maatte tit fangne Fjender, udsøgte Ynglinge, gøre ham Følge, i Forvejen ihjelstukne. Til sidst slyngedes blussende Brande op paa Baalet. Under Jamren og strømmende Graad gik den dødes Venner rundt om det. Som Offer til Guderne heldte de Vin af Pokaler paa