196 DEN HOMERISKE HELTETID
oftest til en Amme, som ernærede og plejede det og gerne hele sit Liv igennem vedblev at bære moderlig Omsorg for det. Blev Drengen noget større, kunde han overgives til en eller anden ældres Varetægt, f. Eks. en Mand, Tilfældet havde ført til Faderens Palads og som dér indtog en Plads mellem Ven og Tjener. Denne opdrog da for en Del den unge og viste ham til rette. Han fulgte ham, naar han sendtes bort fra det fædrene- Hus, som en ældre erfaren Raadgiver. Datteren blev under sin Moders Øjne og oplærtes i kvindelig Syssel, i Vævning af prægtige Klæder eller Tæpper med isprængte Blomster og i at spinde. Kongedatteren tog selv Del i Vasken og kørte med Ternerne til Vaskegruberne, hvor Tøjet stampedes frit for Smuds og derefter bredtes paa Jorden for at tørres. I Ventetiden dansede og sang de eller spillede Bold.
Ogsaa hjemme i Paladset gik Dansen tit, naar der var Glæde paa Færde. Pigerne sang selv til, eller en Sanger slog Lyren til deres Dans. Enhver Konge havde en saadan Sanger. Han sang, naar Mændene var samlede og Dronningen sad midt imellem sine Døtre og Terner. Hans Sang skildrede Gudernes Gerninger eller Heltes Bedrifter, gamle og ny. Sangeren stod højt i Ære. Sangen var en Gave fra de udødelige Guder og havde guddommelig Magt. Da Musernes Klagesang lød ved Akilles’ Død, kunde ingen Akajer holde sine Taarer tilbage. Da Odysseus hos Fajakerne hørte Sangeren synge om Heltene ved Troja, svøbte han sit Hoved i sin Kappe og græd. Sejrenernes Sang kunde ingen mod-staa. Kongesønnen lærte Grebene paa Lyren, for at Tonerne kunde mildne hans Sind. Akilles sad med Lyren i sin Haand, da Akajernes Afsendinge traadte ind i hans Telt.