DEN HOMERISKE HELTETID
203
dem, de naadigen give, dem, ingen sig selv kan forhverve. —
Svar er Gudernes Vrede. —
Ej kan dødelig Mand afværge hvad Zeus har for-føjet. —
Al Menneskens Id er Tant mod Zeuses Beslutning. — Ej alt fuldbyrdes af Zeus, hvad Mennesket spaar sig. —
Eller de kan være almene Betragtninger over Livet: Blandt Skabninger alle, som aander og kryber paa Jorden, blev dog ingen en haardere Lod end Mennesket tildelt. —
Snart de frodigen blomstre, fortærende Markernes Frugter, snart afrpægtige visne de hen. —
Et Menneskes Sjæl den fanger man ej, saa den atter vender tilbage, naar først over Tændernes Rad den er fløjet. —
Mæt man vorder af alt, endog af Søvn og af Elskov. —
Eller de giver almindelige Leveregler:
Hold din Vaaning i Ære. —
Bedst lykkes en Daad ved forenede Kræfter. —
Ej er det Skam Ulykken at fly, om det saa er om Natten;
bedre ved Flugt at frelses af Nød end at gange til Grunde. —
Frelsen i Armene bor og ej i kælen Forknythed. — Vandrer man to paa en Vej, saa ser i Tid den ene, hvad der er tjenligst og bedst. —