LIBERALITET
249
den Tænker, der forkætrer sin Modstander, fordi den større Dannelse skulde have udviklet Personlighedens frie Holdning.
Liberalitet er altsaa den gensidige Anerkendelse mellem ligeberettigede i Aandens Verden. Galelægen, Opdrageren, Paven staar i et Ikke-Gensidigheds-Forhold til deres undergivne, som udelukker Liberaliteten. Den evige Tilbøjelighed til at give andre gode Raad er et Tegn paa Illiberalitet, fordi den underkender disse andres Evne til at tænke paa egen Haand. Liberaliteten er et moralsk Forhold til Medmennesker. Den løfter dem ved at anerkende dem. Den fremmer Selvstændigheden, fordi den forudsætter den.
Overfor en Sag er Liberaliteten en Anerkendelse af, at den ubetingede Sandhed ikke kan gribes. Men selv hvor en Sandhed ikke har den hele Ret, hai’ den sin Ret, Naar dens Kendetegn er, at det er den, der hersker, saa er jo alt berettiget, saa længe det kan gøre en Indflydelse gældende som Livsmagt. Den lavere Form af Sandheden svarer til det lavere Trin af Menneskelivet, den højere til det højere. Liberaliteten anerkender Berettigelsen, hvor betinget den saa er. Den fordrer ikke mere af en Stud end et Brøl. Liberaliteten er den alsidige Overlegenhed, ikke den ensidige For-tabthed, som den ofte bliver paa den politiske Jordbund.
Doktrinær og liberal er Modsætninger. Doktrinen er det færdige, reelt og formelt afsluttede. Liberaliteten ser paa Udviklingen og dens Trin. Den liberale staar Handlingen fjernere, fordi Handling er Ensidighed. Den liberale har maaske svagere Energi, fordi Liberalitet ikke koncentrerer om ét, men spreder til