DEN PAATÆNKTE TJENESTEPIGESKOLE
289
kalde Arbejde ved Kunst blot for øvelsens Skyld er et Kraftspild. Hvor den praktiske Gerning har affødt en Teori, der kan gøre sig selvstændigt gældende, kan denne meddeles uafhængig af den Virkelighed, paa hvilken den skal finde sin Anvendelse. Ellers er det Livets naturlige og husholderiske Gang, at selve den praktiske Virksomhed uddanner den praktiske Dygtighed. Den, der vil være Urtekræmmer, maa begynde i Urte-boden. Kun for den, der vil tage Duften af alt uden at blive hængende ved noget, d. v. s. for Dilettanten, er særlige Institutter for praktisk Gerning paa deres Plads. Som en Ingrediens i den almindelige Opdragelse kan de derfor spille en berettiget Rolle. Der gælder det jo ikke Fagdannelse, men fri Udvikling til alle Sider. Som Opdragelsesmidler gør Snitteskoler deres Virkning, men vil man være Snedker sit Liv igennem, saa gaar man til Værkstedet.
Nu er det netop til en praktisk Livsopgave, Tjenestepigerne skal opdrages. De skal hverken være Husholdningsteoretikere eller Husholdningsdilettanter. Derfor synes der ingen Grund at være til at udskille deres Uddannelse fra det virkelige Liv og henlægge den til et Slags Husholdningshøjskole i Form af en med Kunst fremdreven Mønsterhusholdning.
Men lad det nu være godt med disse teoretiske Indvendinger, er saa en saadan regelbunden Mønsterhusholdning det Middel, hvorved det attraaede virkelig opnaas? Ordenen i et saadant Institut kræver, at alt gaar efter en Snor og paa en Prik. Tiden maa være inddelt efter et bestemt Skema. En upersonlig Regelmæssighed maa nødvendigvis blive Livets herskende Præg derinde. Men det, der giver en virkelig Husholdning dens Ejendommelighed, er det Talent, hvormed
H. Trier: Pædagogiske Afhandlinger. 19