308
AF EN BREVVEKSLING
bort fra den Fred, der er uden Higen, den Fred, der er Glæden over Livet i smaat og stort, den, der er som et Sommerlandskab i Solskin med Insekternes Summen og en skyfri Himmel, hvor Tiden ligesom er hørt op at rinde og alle Lidenskaber gaaet til Hvile. Det er sandt nok, at man bestandig maa se fremad til det, man endiiu ikke har naaet, men det er lige saa sandt, at man skal se tilbage til det, man har naaet. Den Higen, der driver en videre, maa ikke være en vildsom Jagen uden Maal og Med. Skal den have Ligevægt i sig, maa den ligesom have sit Maal bag sig og nu søge at tilegne sig det inderligere, gennemføre det alsidigere, kort sagt have et fast Grundlag, en Tro at gaa ud fra, hvad enten denne Tro nu, som De opfatter det, er et ved en særlig guddommelig, underfuld Naadevirkning frembragt nyt Liv, eller, som jeg vilde sige, en igennem Menneskets personlige Udvikling og Brydning med Livet paa naturlig Maade fremkaldt Overbevisning, der lidt efter lidt gennemtrænger hele dets Liv. Og jeg burde ikke have forbigaaet den Lykke, som ligger i den stille Nøjsomhed, der har givet Afkald paa det store for at se Solskinnet spille ud fra det smaa. Jeg ved, hvor ofte jeg, naar jeg er gaaet forbi Vartov og har set en gammel Kone med Natkappe paa sidde ved Vinduet og sy med Brillerne paa Næsen, har tænkt ved mig selv: „Hvem der dog var saadant et gammelt Menneske, deler naaet til Fred med sig selv og med Livet; der ikke gaar mange Skridt mellem Morgen og Aften og er glad ved at høre sin Kanariefugl kvidre og se den hoppe nærmere, naar Haanden kommer med Sukkeret til den, eller se Gyldenlakken i Vinduet faa det ene Blad efter det andet; der fra den ene Søndag til den anden kan have godt af et enkelt Ord, hun har opfattet af Præ-