AF EN BREVVEKSLING
307
man glemte første Gang. Overhovedet synes jeg, det er en farlig Ting at have talt sig færdig i en Sag, at have ordnet og formet sine Tanker om den saaledes, at denne Orden og Form nu staar fast én Gang for alle. Man har derved standset sine Tanker i deres videre Udvikling. For at man ikke skal stivne og forstenes indvendig, maa der altid være en vis Flyden og Strømmen i ens Tanker, noget ufærdigt — det ligger i Menneskets Natur, at det aldrig bliver færdigt. Det er en Lykke at føle denne Rislen og Strømmen inden i sig, fordi man i den mærker Livets Aandepust. Derfor er jeg saa varsom, jeg kan, med at forme min Sjæls Indhold. Formen kan let blive til Afslutning og bringe en til at glemme, at
„den evige Higen, som aldrig faar Fred, det er Fodrejsens dybeste Hemmelighed.“
Og dog, disse Hostrups Ord udtrykker ikke ganske det, jeg mener. Denne Higen er ikke uden Fred, ikke det samme som Uro. Tænk Dem en ung Student, der indvies i sin Videnskab, daglig hungrer og tørster efter dens Næring og for hver Dag føler sig ført dybere ind i den, stadig udvidende Kredsen af det, han forstaar, tror De ikke, der netop gennem al denne Higen gaar en Følelse af Ro, af at være paa den rette Vej? Saa-ledes ogsaa Menneskets Forhold til Livet. Blot at der her ikke alene er Tale om at forstaa, men ogsaa om at handle.
4.
24. Jan. 1873.
Jeg gennemlæste nu, inden jeg fortsætter, hvad jeg i Forgaars skrev, og det syntes mig, at hvor meget sandt der end er i det, saa er det dog kun en ensidig Sandhed. Jeg har, mens jeg skrev det, set for meget . 20*