306
AF EN BREVVEKSLING
havde af de to Personligheder, men hvorledes jeg vilde knytte Tankerne sammen og ved hvilke Midler jeg vilde skildre dem, det lod jeg komme an paa Øjeblikket. Kun hvad jeg er inde i, kan jeg derfor tale om. Skulde jeg, mens jeg talte, bruge Hukommelsen for at huske, hvad det var, jeg skulde sige, vilde jeg snart gaa i Staa. Men hvad der er blevet en fast Bestanddel af mit Tankeliv, falder det mig ikke vanskeligt at tale om paa staaende Fod ligeoverfor Tilhørere, hvis Evne til at forstaa jeg nogenlunde kender. Det er mærkværdigt, saa Tilhørerkredsen virker ind paa Taleren. Jeg tror, Talen faar sin egentlige eller i alt Fald en forhøjet Livskraft ved det Ekko, den vækker i den. Det gaar der, som De vist tit har lagt Mærke til, at det gaar med hvad man læser højt for en anden. Ting, der har staaet for en i et straalende Skær, kan ligesom miste deres Glans for en, mens man læser dem for nogen, de ikke trænger ind i, og andre Øjeblikke er det, som om man først ret tilfulde forstaar det, man læser, idet man ser det Indtryk, det gør paa en sjælfuld Tilhører. Det er som det læste fik et dobbelt Liv, sit eget og noget af dens Liv, der forstaar det paa saa inderlig en Maade. Og saaledes er det ogsaa, naar man taler. Hver Gang Skyggen af en Stemning, der vækkes, jager hen over Tilhørernes Ansigt, forvandler den sig til stærkere, mere levende Ord hos den talende. Men det forstaar sig: sligt lader sig ikke nedskrive hverken i Forvejen eller bagefter. Der er naturligvis den Fare derved, at et saadant Foredrag let bliver til et Brudstykke, fordi én Side af Sagen i det bestemte Øjeblik træder mere levende frem for en end de andre. Men jeg tror dog, at et levende Brudstykke er bedre end en død Fuldstændighed, og saa kan man jo en anden Gang sige, hvad