AF EN BREVVEKSLING
305
kunde vække Glæde, der selv var Udtryk for et troende Hjertes Glæde, og jeg følte vemodig, hvor fattig den er, der gerne vil gøre en Anden selv nok saa ringe en Glæde, men ikke formaar det. Men jeg maalte paa de strenge Ord den Kærlighedens Dybde og Omhu, der ikke selv vilde være glad, naar ikke ogsaa jeg fik Del i det højeste, den ejede. Jeg vidste, at min Gave var et længe næret Ønskes Opfyldelse med Kilde i sig til megen Opløftelse for den, der fik den, og dog skulde den lægges ubrugt hen og aldrig drages frem, før Giveren kunde lægge det rette Sindelag til sin Gave. Maatte jeg ikke røres over den Fylde af Kærlighed, der ytrede sig derigennem, om det end var en Glæde, jeg kun fik igennem Sorg. Jeg er sikker paa, at De forstaar de Følelser, det hele har maattet sætte i Bevægelse hos mig. Ti det forstaar sig af sig selv, nogen Indflydelse paa min Overbevisning om det sande har det ikke haft; den kan jo ikke være afhængig af Ønsker og Længsler.
3.
22. Jan. 1873.
Deres Ønske om at faa sendt mit Foredrag om Kierkegaard og Grundtvig kan jeg desværre ikke opfylde, da jeg ikke har nedskrevet det. Det vilde være mig umuligt at holde et Foredrag, naar jeg i Forvejen havde udarbejdet det. Hvis ikke Tankerne i selve Talens Øjeblik skaber sig deres naturlige Udtryk, bliver det altid for mit Vedkommende dødt og magtesløst, hvad jeg siger. Jeg kan derfor heller ikke i egentlig Forstand forberede mig til et Foredrag. Det, jeg holdt forleden, havde jeg slet ikke tænkt over forud; det vil sige, jeg vidste naturligvis godt, hvilken Opfattelse jeg
H. Trier: Pædagogiske Afhandlinger. 20