304
AF EN BREVVEKSLING
følte tillige det opløftende og styrkende i at staa alene, at skulle kæmpe sig frem til Sandheden ene med sig selv, og den Betryggelse, der ligger i at maatte følge Sandhedsstemmen i sit Indre, selv hvor man smerteligst føler, hvor meget det skiller en fra dem, man dybest og inderligst ønsker at kunne være enig med. Jeg tror, det opdrager et Menneske i Kærlighed at skulle kæmpe med dem, man elsker, om man end tit føler det som et Offer, der næsten er for tungt at bringe. Men det kan jo ikke være andet, ingen har Ret til at fornægte Sandheden, og vilde noget personligt og inderligt Forhold mellem Mennesker kunde komme i Stand paa det Grundlag?
2.
2. Jan. 1873.
Jeg blev ikke færdig forleden Dag. Der kom noget imellem, som jeg først maatte bearbejde inden i mig, før jeg igen kom i Ligevægt, noget, der netop saa stærkt som nogen Sinde lod mig føle det tunge i de Konflikter, jeg ovenfor har omtalt. Jeg kom da ogsaa til at tænke paa Dem og paa Muligheden af, at Deres religiøse Følelse var bleven saaret ved, at jeg, den ikke-troende, der i Julen kun ser noget menneskeligt og i dens Glæde kun føler Glæden over noget skønt menneskeligt, havde været hensynsløs nok til i min Gave at ville være tilstede ved Deres Julefest for at se med profane Blikke paa det, der for Dem var det hellige. Men jeg havde i det samme en Forvisning om, at den Følelse ikke var opstaaet i Dem, og var Dem taknemlig derfor. Der er en Anden, jeg føler mig knyttet til, der sanddru og oprigtig lod mig vide, at kun den Gave