AF EN BREVVEKSLING
331
12 Aar siden gjorde hinandens Bekendtskab, med dens Mystik, dens bevægede Følelsesliv, dens Understrøm af Længsler og Haab, af Drømme og Kampe. Ogsaa for mig var det jo i mange Maader et Vendepunkt, og De véd, hvor meget mit Forhold til Dem den Gang blev mig en Støtte i, hvad der var mig en Livssag. Hvor lidet vi end i de senere Aar har set hinanden, saa staar det dog fast for mig, at det, der én Gang har grebet alvorlig og afgørende ind i éns Udvikling, derved har slaaet Rod deri for alle Tider, endnu lever et skjult, underjordisk Liv i én som Grundlag for det, der senere er groet frem deraf. Og saa meget jeg mener, at Livet er Udvikling, og at Udvikling maa føre til stadig nye Synspunkter og Opgaver, saa stærkt føler jeg, at Udviklingen trænger til Erindringen med dens faste Punkter, med dens trofaste Bevaren af Fortidens Indtryk og Forhold.
Jeg har i de Aar, der er gaaet, lært at føle mig som en lykkelig Mand, lykkelig i den lille Verden, der er groet op i min nærmeste Nærhed, og i hvilken dybe, menneskelige Følelser skænker mig deres Skønhed og deres Rigdom; lykkelig i de videre Opgaver, der fylder mig og giver mit Liv Indhold. Men derfor takker jeg ogsaa alle dem, der har hjulpet mig frem til den Ligevægt, i hvilken jeg føler mig i Stand til at tage imod Lykken, og takker ogsaa Dem for de gamle Dages mange befrugtende Indtryk og for det nye Tegn paa, at Traaden ikke er brudt, og at „gemt er ikke glemt“.