336 DANSK UNGDOM I TRESERNE
Hendes rige Sjæleynde leved i hans Digterdrøm.
Livets Fylde til ham smiler, trygt hans Sjæl i Lykken hviler, hvad han rører, bliver Guld.
Hendes Ord og hendes Kærtegn — lutter Salighedens Jærtegn — gør hans Barm saa rig og fuld. Men med ét er Lykken fældet, Sjælen syg og Livet ældet, Læben lukt og Lyren stum: Hun, hans Livsdags Glans og Varme, ligger dødsramt i hans Arme i hans Hyttes snævre Rum.
Mørkt fortvivlet, Sjælen sløvet, øjet mat og øret eløvet, gaar han som en Skygge om; Marken øde, Skoven øde, Solen blegnet som den døde, Natten gold og Dagen tom. Mislyd kun fra Lyren klirred, naar dens Streng han greb forvirret, maalløs, uden Vid og Sans.
Som afsindig stift han stirred, tanketom, paa Lyren, tirret af dens Toners Heksedans.
Løfted Lyren for at splintre den; da vælded i hans Indre der med ét en Tanke frem. Og han ser paa Lyren længe, strammer saa dens slappe Strenge,