DANSK UNGDOM I TRESERNE
337
lokker for dem, stemmer dem. Til de blege Kinder Blodet strømmer, medens mægtigt Modet fylder det forsagte Sind.
Lifligt lyser Ojets Lue, som han træder fra sin Stue i den mørke Granskov ind.
Frem han gaar til Skovens Grænser. Mulm og Nat kun lidt han ænser. Ikke bliver Foden træt.
Videre hans Maal ham kalder, gennem golde Klippehaller over Sten ban stiger let;
naa’r paa Fjældets sprængte Side til et Svælg, hvis Veje glide ind i Fjældets mørke Skød;
svinder i det dybe Mørke, søger frem med dobbelt Styrke, alt sat ind, paa Liv og Død.
Og paa ny han ser det dage: Der, paa Sletten, langt tilbage ligger Dødens tavse Slot.
Haabet i hans øjne lyser;
Lyren klinger; om ham gyser blege Skyggers Graat i Graat. Og med faste Fodtrin Skjalden træder ind i Kongehallen, staar for Dødens Drot med Sang, knæler ned i ydmyg Fromhed, medens Salens døde Tomhed fyldes af hans Stemmes Klang:
H Trier: Pædagogiske Afhandlinger
71
Ol