DANSK UNGDOM I TRESERNE
341
Oppe, i et Spring, er Skjalden, skrider gennem Kongehallen, Øjet vendt kun mod dens Dør. Sten og Stød hans Skridt ej hindre, Lykken synger i hans Indre, Glæden gør hans Hjerne ør. „Hun er bag mig, hun er bag mig. Følg mig, hør mig, hold mig, drag mig! Du er min, og jeg er din. Er du fyldt af Livets Aande? Er du fri for Dødens Vaande?
Er som før du favr og fin?
Hører du, jeg til dig taler? Føler du, min Glæde maler Gensyn mellem dig og mig? Gensyn, Gensyn! O jeg længes! Dagen gaar, og Vejen strenges. Du er mig, og jeg er dig.
Du er i mig, du er om mig.
Er du her, saa kom, saa kom mig nu i Møde, søde du!
O min Længsel snart mig sprænger! Nej, jeg kan ej vente længer!
Mød mig. kys mig, favn mig nu!“
Og han vender sig tilbage, ser sin Hustru — men en Klage slører hendes matte Blik.
Fjernere hun fra ham glider, mens han frem mod hende skrider. Modet slaar med ét ham klik.
Dødspust ham i Møde virre; mens hans Øjne blodsprængt stirre,