Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Fjerde Bind
Af Dagen Og Vejen

340 DANSK UNGDOM I TRESERNE Nu er min Sjæl som det golde Aks, Vinden har vejret og sprængt til Døde. Hvert Minde vækker paa ny min Længsel. Blot se hende, se hende, kysse det lyse Øjes Stjerne, favne det smækre Legemes Fylde, trykke den bløde Haand til min Læbe, se hende, se hende, ung og livsalig! Kendte du Længsel, knugende Længsel, aldrig du nægted min Bøn om fornyet Lykke paa Jord i et Kærlighedsliv.“ „Tag din Hustru,“ Drotten mæleel, medens endnu Skjalden knæled, „lev et Lykkens Liv igen; op til Solens Lys du drage gennem Mulm og Nat tilbage, hun skal følge dig derhen. Tænk kun paa at vinde fremad, vend kun Fod og Øje hjemad, først paa Jorden er hun din. Hvis du her i Dødens Rige vender Blikket mod din Pige, er hun tabt og atter min.“