DANSK UNGDOM I TRESERNF.
343
vaagner ej til Liv paa ny.
Stille, hvad er det, der græder? Er det dig? Saa bleg du træder til mig hen i Morgnens Gry. Hæld dig over mig og knug mig! Kys mig! Favn mig! Dæk mig! Slug mig! Tag min Kraft og lad mig dø: — Du er kold som Marmor. Stille! Staar du der ved Templets Pille? Er du Dødens gustne Mø?
Men jeg griber dig, jeg griber dig. Du hvæser og du piber — vil du sætte Kraft mod Kraft? Stritter du imod min Styrke? Du er min trods Dødens Mørke, Hustru, jeg paa Jord har haft! Hvad er det, der skriger? Visner Hjertet i mig? Hvor det isner! Hvem er det, jeg brydes med? Rundtom lutter brustne Øjne! Er det Døden, disse nøgne, kæmpestærke Knokkelled?
Hvor det knuger, hvor det stikker! — Død, jeg trodser dig, jeg tigger ikke længer, jeg slaar til!
Jeg befaler: Opluk Graven!
Jeg er Herren, du er Slaven. Hører du, jeg vil! jeg vil! — Rædsel! Afmagt! visne Drømme! Ned ad Dødens tavse Strømme flyder Liv og Sjæl og Mod,