DANSK UNGDOM I TRESERNE
følte sig glad ved hvert Skridt.
Solen Vej til hans Hjerte fandt.
Han nikked til Drengen, der snurred sin Top, til Staklen paa Vejkantens Sten, til Fuglen, der fløjted paa Gren, ofred selv Ormen et venligt
Smil, naar den bugted paa Jorden sin Krop.
Hans Hjerte banked saa svulmende ungt, en Verden sang i hans Indre.
Sollysets Spil saa han tindre hen over Livet i stort og smaat, med Guld paa hver Tue og Glans paa hvert Slot.
Jublende følte han, nu var han Digter, kastede Drømmenes Krykke, sang om Arbejdets Lykke, sang for store og smaa om styrkende Daad og begejstrende Pligter.
De fløj over Landet, de livsglade Sange, sungne med friske Stemmer af Mænd med kraftige Lemmer, af Piger med rappe Hænder, hvor Arbejd og Hvile fik samlet de mange.
Kilderne sprudled og Sangene flød stadig paa ny fra hans Pen; ung selv i Aarene hen leved han Livet, og ung leved hans Sang, som fra tusinde Læber den lød.