DANSK UNGDOM I TRESERNE
luded hans Hoved drømmetungt,
i Afsind og Nat blev hans Sjæl hyllet ind.
Vaagned han op af den drømmefri Dvale, rased han febervildt, følte sit Liv forspildt:
Tusmørke-Magter og Syner
og skuffende Længsel og daarende Tale!
Hun tørred hans Pande, hun klapped hans Kind, aabnede ham med sin milde Stemme en Haabets Kilde.
Han lukkede Øjnene, lytted og følte sig karsk paa ny i sit Sind,
Men blev han saa træt af at rase og stille, Tankerne klare igen, saa han imod sig vendt ben Dage og Nætter igennem to øjne, bestandig de samme milde.
følte Livet styrkende strømme ud fra de daglige smaa Kærlighedsgerninger, saa’ smilende Virkeligheden
rigere selv end de gyldneste Drømme.
Kræfterne voksede, Matheden svandt. Snart ved sin Moders Arm gik han sig sund og varm,
Hans Moder det var, der sad ved hans Seng. Hver uudtalt Tanke, han fik, læste hun straks i hans Blik, tænkte fra Morgen til Aften kun paa sin syge, sin lidende Dreng.