CO
KUNDSKAB ER MAGT
Kundskab. Som nu Guldmagerne, hvis Kunst i tidligere Aarhundreder øvedes af saa mange større og ringere Begavelser. Lad os forestille os disse urolige Granskere, der snart modtoges og beskyttedes af mægtige Fyrster, snart blev jagne som vilde Dyr fra Sted til Sted, dukkede op og forsvandt; syslede ved deres Smelteovn mellem Digler, Kolber og Retorter, mellem Pulvere og Tinkturer, midt i den mørke Nat, med forvaagede øjne, med dirrende Nerver og krampagtige Fingre, travlt optagne af at skille og forbinde alle disse Stoffer, i hvilke de vilde finde „de vises Sten“, — et Billede af den ufortrødne, feberagtige Tørst efter Kundskab, fordi Kundskab er Magt. Var „de vises Sten“ funden, saa mente man, at man kunde forvandle et hvilket som helst Metal, der kom i éns Hænder, til det pure Guld. Men Guldet var igen den Magt, der styrede Verden. Naar nu al denne Striden og Stræben ikke førte til Maalet, saa laa heri et Vidnesbyrd om, at den Kundskab, man indhøstede, ikke hørte til den ægte — i alt Fald ikke i Forhold til det Maal, man stillede sig —, selv om den, som al alvorlig Gransken, ikke var helt spildt.
I Aarhundrederne derefter har man saa slaaet ind paa andre Veje, for gennem Kundskab at naa til Magt. Og har man end ikke formaaet at forvandle Naturens Frembringelser til Guld, saa har man dog gennem den stadig forøgede Indsigt vundet et voksende Herredømme over den og faaet den til at bøje sig for den menneskelige Vilje. Se paa Mennesket i dets Kamp med Elementerne. Ganske vist har Kundskaben ikke mægtet at stække Stormens Vinger, men idet man lidt efter lidt er kommen ind paa Erkendelsen af, hvad der i Følge det gamle Ord var en evig Gaade: „hvor Vinden kommer fra, og hvor den farer hen“, har man lært at