KUNDSKAB ER MAGT
383
haanden som Menneskelivet skrider frem, bliver det derfor mere og mere den klare, videnskabelige Forstaa-else af Forholdene, som det kommer an paa.
Lad os vælge et Eksempel, som, hvor lidet tiltrækkende det end i sig selv er, dog kan staa som et Sindbillede paa højere Former af Livet. Det er Krigen. Oprindelig har den været det vilde, voldsomme Sammenstød, hvor de personlige Kræfter enkeltvis maalte sig med hinanden, den største legemlige Styrke gjorde Udslaget og den tøjlesløse Tapperhed bragte Sejren. I vore Dage er Krigen noget helt andet. Den er draget ind under Civilisationens Paavirkning, d. v. s. den er ikke længer alene Udtryk for en vild Naturkraft, der lader de stridende Magter tørne sammen, men tillige for et beregnende Tankeliv, der styrer dens Bevægelser under Sammenstødet. Allerede den græske Oldtid havde et klart Blik for de to Former af Krigsførelse; derfor havde den to Krigsguder. Den ene var Ares, der betegnede Længslen efter den vilde, blodige Kraftprøve og svælgede i Vellyst, naar han for om i Menneskevrimlen og slog fra sig til højre og venstre uden Maal og Med. Den anden var Krigsgudinden Athene, der samtidig var Visdommens Gudinde; det vil sige den ordnede Krigskunsts Styrer, som forstaar at beregne sine Midler, at holde Sværdet i Skeden, hvor den voldsomme Bersærkegang vilde føre fra Maalet. Det er et fint Træk i denne Gudelære, at overalt, hvor Athene støder sammen med Ares, viser hun sig, skønt Kvinde, som den sejrende.
Nu er det hele Liv jo en Kamp — for politiske Formaal, man vil- føre igennem, for sociale Forhold, man vil skaffe den bedste Ordning, for religiøse Tilstande, man vil have klarede —, og overalt er det paa