398
VINTERSKOLER
nok ophørt for en Del Aar siden — været holdt Skole i Faarehuset.
Naar jeg fremhæver disse Eksempler, er det ikke for at lægge de vedkommende Kommuner noget til Last, men for at fremhæve, under hvor uheldige økonomiske Forhold der her arbejdes paa Skolevæsenets Fremme, og for dermed at betone, at det naturligste Hjælpemiddel ikke kan være blot et Tilskud som det ønskede til Uddannelse af Vinterlærere, som man kan. faa paa saa billige Vilkaar, at ordentlig uddannede Lærere ikke vil være i Stand til at tjene for den Løn. Det vil jo kun holde den Tilstand, der her er Tale om, ved lige, om end i noget mindre skrigende Former, end de nævnte Eksempler antyder.
Men skal der raades Bod paa en saadan Mangel, forekommer det mig, at det ikke kan ske paa anden Maade end derved, at selve den økonomiske Byrde lægges andetsteds hen end der, hvor den i Øjeblikket ligger. Allerede i den nuværende Lovgivning er der jo en Erkendelse af, at Staten her har en Opgave. Loven af 8de Marts ]856, der indførte en Skolefond, slog samtidig fast, at Staten skal bidrage til denne med en ikke ringe Sum, en Sum, som i Aarenes Løb er vokset betydeligt, og Fonden har til Opgave blandt andet netop at hjælpe Kommuner, som staar saa daarlig i økonomisk Henseende, at de ikke selv kan føre deres Skolevæsen igennem. Imidlertid magter Skolefonden, med de 400,000 Kr., den for Øjeblikket faar fra Statens Side, selvfølgelig ikke denne Opgave fuldt ud. Det forekommer mig derfor, at det vilde være den naturligste Løsning, om man gik videre paa den Vej, der derved er antydet, ved at lade Staten træde ind i et mere afgørende Forhold til den økonomiske Side af Sagen,