DEN LÆRDE SKOLES LÆRERE
405
kan selvfølgelig ikke andet end skaffe Lærerverdenen mange bekymrede Timer og meget opslidende Arbejde, et Slid, der selvfølgelig ikke alene kommer til at trykke paa den enkelte personlig, men ogsaa paa hans daglige Gerning.
Desuden har disse uheldige Vilkaar en anden Indflydelse, som heller ikke er af det gode. Foruden sin egen Bevidsthed om at være stillet saaledes, at man selv og ens Arbejde kan være tjent dermed, trænger enhver til Støtte hos den offentlige Mening blandt dem, han lever imellem. Denne Støtte har Lærerstanden, netop paa Grund af sin ringe økonomiske Stilling, maattet undvære. Det er ikke for intet, at Skildringer, vore Forfattere giver af Adjunkter og lignende Folk, tegner et Billede af Luvslidthed, Fattigdom, Byrder, Følelsen af at høre hjemme i en Samfundsklasse, hvor man ikke har Midlerne til at gøre sig gældende, Trykket af i ethvert øjeblik at maatte kæmpe for at holde sig oven Vande, med Fare for at gaa til Bunds. Derved undergraves den Respekt, Stillingen kræver. Elevernes Forældre fristes til at se ned paa deres Børns Lærer som paa en lavere Kaste, Udtryk som Paria mødes ikke sjælden ved Vurderingen af hans Plads i det borgerlige Liv. Fra et Brev henter jeg følgende Udbrud: „Her i Byen regner Borgerne aldrig Adjunkterne for Embeds-mænd, men for Mindremænd og Prakkere.“ Jeg er derfor glad ved de Ord, vi nylig hørte om Lærerens Kald. Det har sit Værd — i et Samfund, som mangen Gang endnu ikke har faaet Øjet op for den dybtgaaende og fintmærkende Opgave, der stilles en Lærer — paa et Sted, hvorfra Ordene lyder ud over Landet, at høre en Anerkendelse udtalt af Lærervirksomheden, høre den betegnet ikke som et blot Haandværk, der skal- holdes