VORT POLITISKE LIV
CO
findes inden for Venstre; de kommer næsten med Nødvendighed, hvor ét Formaal samler forskelligartede Kræfter om sig. Og hvem har i alt, hvad der i denne Sommer er kommet til Orde paa Folkemøde efter Folkemøde fra Venstres Side, hørt noget som helst, der tyder paa, jeg kunde gerne sige, selv blot en politisk Nuanceforskel i Betragtningen af Situationen.
Mangen Højremand vil, naar han gaar til Bunds i sin egen Bevidsthed, indrømme, at det ikke saa meget er Principperne, han er uenig med Venstre om, som det er disse bestemte Personer, disse „Førere“, han ikke kan forsone sig med. Men maa han da ikke erkende, at Hensynet til Lands og Riges Velfærd bør veje tungere end personlig Uvilje og mer eller mindre berettiget Kritik over enkelte Mænd? Vor Stilling er jo dog den, at enten staar vort offentlige Liv ganske stille og alt ligger hen, eller ogsaa bevæger vi os uden for Loven; ingen af Delene er Udgangspunkt for en Fremtid, nogen af os kan ønske. Nej, lad os glemme det personlige Nag, hvor vi mener at staa hinanden nær i Principperne, og lad alle, hvem det er Alvor med den fri Forfatnings Godkendelse i vor politiske Udvikling, stille sig Side om Side. Lad saa Personerne have deres Skrøbeligheder, — vi maa jo arbejde med de Kræfter, der er tilstede, og hver enkelt staar jo i et frit Land under det hele Folks Kontrol og vil ikke kunne bevare sin Indflydelse, naar hans Handlinger, særlig hvis han kommer til Magten, gaar paa tværs af Folkets Velfærd.
Naar vor Forfatning i demokratisk Aand føres ud i Livet, er der inden for dens Rammer Plads for alle, medens det herskende Regeringssystem i sin sidste