VORT POLITISKE LIV
445
kaarlig Kritikken sig mod dem og bliver til et Ønske om Fornyelse af det træge Blod.
Og dette sidste forekommer mig at være den Følelse, Borgerrepræsentationens Optræden i Vinter har vakt. Mulig, at Borgerrepræsentationen er for lille i Forhold til Byens Størrelse, at den ikke rummer Arbejdskraft nok i Forhold til de Opgaver, der stilles den, at den af samme Grund ogsaa let bliver for ensidig, for let faar Præget af et sluttet Selskab, rekruteret fra et enkelt Parti, hvor selskabelige og private Hensyn for let kan komme til at gøre sig gældende, — saa meget er vist, at det skader alle Kommunens Interesser, naar Svaghed og Snæversyn hos den kommunale Repræsentation i afgørende Øjeblikke undergraver Respekten for den.
Helt uafhængig af de politiske Begivenheder tror jeg ikke, dens seneste Optræden har været. Havde Regeringen og Landstinget ved Nytaarstid modtaget Folketingets Tilbud om Hjælp til de nødlidende, saa er der næppe Tvivl om, at Statens Eksempel vilde have smittet Kommunerne, saa meget mere som Folketingsforslaget i sin sidste Form, var en udtrykkelig Opfordring for Kommunerne til at stille deres Tilskud ved Siden af Statens. Men da nu Landstingets Modstand var stærkere end Regeringens svage Antydninger af en Tilbøjelighed til at komme Nøden og Folketinget i Møde, saa blev den lukkede Statskasse det Forbillede, Københavns Kommunalbestyrelse, desværre alt for levende, har haft for øje i Vinterens Løb over for Arbejdsløsheden. Andre Kommuner har dog ikke ubetinget ment, at de Principper, der kan være udsprungne af sædvanlige og dagligdags Forhold, ogsaa nødvendigvis er de rette, hvor en ekstraordinær Nødstilstand banker saa