446
VORT POLITISKE LIV
stærkt paa. Og det er jo ikke engang for selve Statsmagten en ganske fremmed Tanke, at Nød bryder Loven.
Det eneste, Borgerrepræsentationen mener, Kommunalbestyrelsen i Anledning af den herskende Nød kan gøre, er at være „forberedt paa gennem Fattigvæsenet at maatte yde Hjælp i betydelig større Udstrækning end sædvanlig“. Ja, selvfølgelig. Men hvorfor netop lægge Vægten paa Ordet Fattigvæsenet og ikke under saa særlige Forhold gaa uden om et Ord, der for den fattige er enstydigt med borgerlig og politisk Nedværdigelse? Og maa det ikke skurre i den nødlidendes Øre, naar han, berøvet sit Arbejde, sine Klæder og sine Møbler, beder om dog at maatte beholde sine politiske Rettigheder og faar til Svar, at han jo kan betragte den Fattighjælp, der netop berøver ham disse med, „som et Laan, der skal tilbagetales i bedre Tider“, og hvis Følger som Fattighjælp „jo ganske ophører ved Tilbagebetalingen“? Vilde det ikke være naturligt, om han følte sig fristet til at sende dette Svar tilbage som et Spørgsmaal til Kommunalbestyrelsen og bad den betragte Hjælpen, den ydede ham, „som et Laan, der skal tilbagebetales i bedre Tider“, og hvis Følger for Kommunens Kasse jo ogsaa „ganske ophører ved Tilbagebetalingen“? Kommunens Kasse vilde maaske endda lettere komme ud over en manglende Tilbagebetaling end den Mand, der har maattet sætte sine Borgerrettigheder i Pant for den.
Magistraten afviser Tanken om Understøttelse uden Fortabelse af politiske Rettigheder med en Henvisning til, at „en overvejende Del af dem, der sidste Vinter første Gang har søgt Understøttelse (og kun om dem er her Tale), er forsørgelsesberettiget i andre Kom-