VORT POLITISKE LIV
447
muner“, og det er „ikke Kjøbenhavns Kommune, der alene vil kunne tage Bestemmelser om Fattighjælpens Eftergivelse“. ’
Men den kunde dog altsaa gøre det for sin Del og derved øjensynlig ogsaa gøre Indtryk paa de andre Kommuner. Og jeg skulde tage meget fejl, om ikke under sædvanlige Forhold Mænd, der er indvandrede fra fremmede Kommuner, uden vidtløftige Korrespondancer frem og tilbage uden videre opføres paa Valglisterne, mangen Gang derfor ogsaa, skønt de paa deres Hjemsted har nydt Fattighjælp, som de ikke har tilbagebetalt. Nøden i Aar har saa blot medført, at de denne Gang vil miste de Rettigheder, som de andre Aar trods en lignende Fortid vilde have beholdt — ifølge Praksis, om end ikke ifølge Loven.
Hvorfor har der ikke i Borgerrepræsentationen været i alt Fald et energisk Mindretal, der har taget Ordet for Forholdsregler, hvorved Kommunen kom til at staa i Spidsen for dem, der modarbejder Nøden i København og dens sørgelige Virkninger? Er det ikke en Falliterklæring, naår Borgerrepræsentationens eneste ekstraordinære Udvej er, at »Kommunalbestyrelsen varmt opfordrer den private Godgørenhed til at strække sig saa vidt den formaar“ ? Hvor tit er ikke den private Godgørenhed hjælpeløs, fordi den ikke kan blive tilstrækkelig organiseret? Var ikke en Organisation af de Midler, den private Godgørenhed fra alle Sider stiller til Raadighed, en af de naturlige Opgaver for en Repræsentation af Borgerne? Og er det ikke en underlig Moral, der beder den enkelte finde Trøst i commune naufragium, er det heldigt, at indpode Befolkningen, at det ingen Skam er at komme under Fattigvæsenet og miste sine Rettigheder, naar det blot