454 VORT POLITISKE LIV
Side frem deraf. Ti det, der som den røde Traad gik igennem det ærede Medlems Tale om Retsreformen og ' hvad dermed staar i Forbindelse, var i Virkeligheden den gode gamle Sandhed, som ogsaa jeg er en ubetinget Tilhænger af, at „Menneskene ere ikke saa gode som de burde være“, — denne moralske Dom over Menneskene er afgørende og uforanderlig, og om man ændrer de Forhold, hvorunder de lever, eller ikke, er derfor i og for sig ret ligegyldigt.
Saa enig jeg nu er med det ærede Medlem i det almindelige Udgangspunkt, saa uenig er jeg dog med ham i, at de Institutioner, hvorunder man lever, ikke skulde kunne have større eller mindre Skyld i, at man ikke er saa god, som man burde være. Jeg tror ikke, at man, selv om man retter sin Kritik mod en Dommers rent personlige Optræden, derfor behøver at finde enhver Bestræbelse overflødig, der gaar ud paa at forandre selve Retsordningen, i hvilken Dommeren jo dog har faaet sit Præg og lidt efter lidt, fra først af maaske i Strid med sin Natur, er ført ind paa de Opfattelser og Fremgangsmaader, som nu er bievne ham til Vane. Jeg tror ikke, et Menneske staar saa uafhængigt af det Liv, han lever i, som det ærede Medlem i sin Tale syntes at gaa ud fra. Jeg mener, det har en Betydning, at man, naar Tiden er dertil, ogsaa tager fat. paa en Reform af de Institutioner, som ikke længer holder Maal med den Udvikling, Samfundslivet i øvrigt er naaet til. Er der blot den fjerneste Mulighed for, at vi gennem en Retsreform kan naa en mere sikker Retstilstand her i Landet, end vi og med os en stor Del af Befolkningen mener, at den nuværende er, saa har vi som Befolkningens Talsmænd ikke Ret til at lade denne Mulighed slippe os af Hænderne. For min