460
VORT POLITISKE LIV
den kommende Udvikling kræver. Man maa som Politiker nødig hildes i Fortiden.
Ved Opgørelsen af den forløbne Rigsdagssamlings Bo er der én Post, om hvilken i de flestes Bevidsthed alting samler sig, det er den, der benævnes Forliget. Det første, der er at bemærke ved dette, er nu, at det er en enkelt Side af Oppositionen, der har afsluttet det med Modpartiet, Højre. Set fra Oppositionens Standpunkt har det heri en umiskendelig Svaghed. Stærkere vilde det — selv bortset fra alt andet — have været, hvis den hele Opposition, saa at sige med klingende Spil, i alt Fald under en fælles Fane og en enstemmig valgt Kommando, var gaaet ind til Afslutningen af den storpolitiske Kamp. Yderligere svækkes det ved, at den nævnte Gruppe endda ikke samlet er gaaet til Forliget., men i det afgørende øjeblik har delt sig i de 25, der har underskrevet det, og de 15, der har sagt sig løs. Det bliver — i oppositionelle Øjne — en Svaghed til, at Venstreforligsmændene i Folketinget er Højre underlegne i Tal, at der lige overfor de 25 paa venstre Side staar 30 paa højre. Det betyder jo nemlig, at det rimeligvis bliver disse, der faar Overtaget, naar Samarbejdet mellem Forligsmændene skal fortsættes. Den Modsætning, der i dette Øjeblik er mellem de 25 og de 15, vil i saa Fald sikkert blive stærkere uddybet, saa-ledes som ogsaa de Forhandlinger, der har fundet Sted efter Rigsdagssamlingens Slutning, allerede synes at varsle. Derved vil saa de 25 blive drevne endnu mere over i det særlige Samarbejde med Højre, end det under andre Forhold vilde have været muligt. Men endelig har Forliget utvivlsomt en Pæl i Kødet, saa længe det Spørgsmaal ikke er besvaret: Hvorledes staar Befolkningen til det? Herom ved man egentlig endnu intet