VORT POLITISKE LIV
461
sikkert. Man kan ikke fra de afstemmende Grupper paa Rigsdagen uden videre slutte sig til Befolkningens Stilling, og man kan, forekommer det mig, heller ikke efter de Møder, der Landet over hidtil er afholdte, sige det med Bestemthed. Ganske vist er det efter en stor Maalestok, maaske endda for den overvejende Del, Modstanden mod Forliget, der er kommen til Orde paa disse. Men det synes gennemgaaende at have været smaa Møder. Det ser ud, som om man fra den anden Side har valgt den Taktik at blive hjemme, formentlig i den Tanke, at hvad det kommer an paa, er ikke at give sin Mening til Kende paa ansvarsløse Møder, men at melde sig til Tjeneste, naar der ved Rigsdagsvalgene skal slaas et Slag. Skulde det saa ved disse vise sig, at Befolkningen sender et Flertal af Forligsvenner ind paa Rigsdagen, saa kan det ikke nægtes, at deres Ret, som har afsluttet Forliget paa Oppositionens Vegne, bliver større, end den er, saa længe der ikke foreligger noget paalideligt Udtryk for Befolkningens Sindelag. Der vil da kunne gøres noget sikrere Beregninger om den nærmeste Fremtid. Hvis det derimod gaar omvendt, som jo ogsaa et og andet kunde tyde paa, saa at Befolkningens Flertal siger: Nej, vi kan ikke være med til Godkendelsen af dette Forlig eller tilfortsat Arbejde paa dets Grund, — saa staar alting højst usikkert, og det vil være umuligt at spaa, hvorledes Fremtidens Politik foreløbigt vil forme sig. Her i Byen spiller Mellemværendet mellem det forligsvenlige og det forligsfjendtlige Venstre en ringere Rolle, for saa vidt som vi her ikke har de Modsætninger indenfor Oppositionen, der ude i Landet gør sig saa stærkt gældende. I det store og hele kender vi jo i Københavns offentlige Liv kun Modstandere af Forliget paa den ene Side og Højre