466
VORT POLITISKE LIV
ud fra hvilken den politiske Kamp nu i næsten 10 Aar har været ført, maa stride mod stærke og berettigede Følelser i Folket.
Hvis Ministeriet nu træder af, vil Stillingen selvfølgelig ikke ganske være den samme. Vil det ske eller ikke? Ingen véd det. Men den Erklæring, som Konsejlspræsidenten afgav i Landstinget, da Forliget blev sluttet, forekommer mig fuldstændig meningsløs, hvis dens Mening ikke var: Ministeriets Afgang. Jeg synes ikke, man har Ret til at tiltro Estrup et saa uværdigt Spilfægteri med Ord, som det vilde være., hvis hans Tale om at befries for sin Stillings Besvær kun skulde sigte til Besværet, men ikke til Stillingen, eller kun være et almenmenneskeligt Suk over alle Tings, ogsaa Ministeriers, Forgængelighed og ikke have noget at gøre med den foreliggende Situation. Hans Afgang har jo ogsaa umiskendeligt været en fælles Forudsætning hos dem, der sluttede Forliget. Træder Estrup ikke af nu, som han forekommer mig at have bundet sig til, saa er det ikke blot et Slag i Ansigtet paa den forligsøgende Del af Venstre, men fuldt saa skurrende en Mislyd for det Højre, der har sluttet Våbenstilstanden med den Tanke, at den skulde blive til Fred. Det var da sikkert nok ogsaa kun hans Viden om denne fælles Forudsætning hos de forhandlende Parter, der førte ham til Oplæsningen af de højofficielle Ord, som det øjensynligt havde faldet ham saa vanskeligt at faa formet. Baade hans Stilling som Politiker og som Mand kræver da hans Fratræden nu. Kommer den ikke, tror jeg, selv de ivrigste Forligsvenner i Venstre vil erkende, at Forliget burde være stoppet i Opløbet. Med Ministeriets Afgang for øje har det heddet: „Forliget er Vejen, det betegner en Overgang