VORT POLITISKE LIV
465
nings Krav for Øje. Nu kunde man da spørge: Kan det herefter hjælpe, at man taler om at gøre Ansvar gældende, eventuelt overfor en Rigsret? — og vi behøver jo ikke at tænke os en Rigsret, der, saaledes som den nuværende, selv delvis er Part i Sagen, men en Rigsret, om hvilken alle maatte indrømme, at den stod udenfor og over Sagen, som en Domstol bør staa. Et stort Spørgsmaal bliver det da, om ikke den vedtagne Hærlov, trods alt Forbehold, ved at give Fæstningen Soldater, er bleven en saadan Godkendelse af denne, om just ikke formelt og udvortes, saa dog i selve Sagens Kærne, at det maatte føre til Frikendelse og i alt Fald til, at Fæstningen frejdig kunde se bort fra sin uægte Fødsel og pukke paa det bestaaendes Ret. Man kan dertil ganske vist sige: Har det betydet mere, at man tidligere ikke har kunnet skaffe Fæstningen lovlig Anerkendelse? Er der Grund til at antage, at Hærlovens og Finanslovens Vedtagelse vil bringe Fæstningsbyggeriet til at blusse op paa ny, eller er der ikke Anledning til at tro, at det under regelmæssige Tilstande maaske snarere vil være i Dalen end i Stigen? — det er jo altid, ogsaa for en Regering, vanskeligere at faa et mere sammensat Maskineri til at virke fuldt ud efter Ønske; Diktaturet, som vi i en Del Aar har haft det, er et haandterligere Redskab. Jeg véd det ikke. Stort forandret tror jeg i ethvert Tilfælde ikke, Forholdet endnu er. Den formelle Ret er i Ord hævdet, men om det er i mere end Ord, og om der hertil er knyttet nogen reel Indflydelse, kan for Tiden næppe siges. At det estrupske Ministerium har faaet en Finanslov med Bevillinger til provisoriske Værker, særlig provisoriske Fæstningsværker, er en Kendsgerning, der nødvendigvis maa staa i Strid med den Retsbevidsthed,
H. Trier: Pædagogiske Afhandlinger. 30