464
VORT POLITISKE LIV
provisoriske Finansloves Vilkaarlighed. Men den paagældende Beslutnings Ordlyd siger ikke andet, end at der gennem en midlertidig Finanslov lægges to Maaneder til det Tidsrum, hvori man hvert Aar drøfter Finansloven, og naar de to Maaneder er gaaede, hvad saa? Hvis den Varmegrad, hvormed man ønsker en regelmæssig Finanslov, under Forhandlingerne er sunken ned til Frysepunktet, saa kan det hele altsaa indskrænke sig til hverken mere eller mindre, end at det for Fremtiden varer to Maaneder længer, inden vi faar den aarlige provisoriske Finanslov. Og selv om Meningen med den anden Beslutning — hvis der overhovedet skal være nogen Mening i den — maa være den, at muliggøre en Forkastelse af en provisorisk Lov, der anerkendes af alle Parter og fører til, at den er ude af Spillet, saa kan den jo skamfortolkes saaledes, at man paastaar at have gjort den Fyldest ved at lade Loven forkaste den sidste Dag i en Samling for at lade den genopstaa fra de døde Dagen efter. Som uomtvistelige Garantier, uafhængige af politiske Stemninger og Tilstande, betyder Beslutningerne altsaa ikke noget — lige saa lidt som i øvrigt § 25 i Grundloven har lagt et Halmstraa i Vejen for en Regering, som i lovlydig Anerkendelse af, at provisoriske Love kun kan udstedes, naar Rigsdagen ikke er samlet, har hjemsendt denne, hver Gang den'trængte til et Provisorium.
Den tredje Beslutning drejer sig om den københavnske Fæstning. Den fastholder formelt, at Fæstningen eller dens Tilblivelsesmaade ikke er anerkendt ved Forliget. Man har ikke fraskrevet sig Retten til at gøre Ansvar gældende, men forbeholder sig i den Henseende alt fornødent. Samtidig har man dog vedtaget en Hærlov, der udtrykkelig har den københavnske Fæst-