VORT POLITISKE LIV
469
jeg sagde, at jeg for mit Vedkommende stemte for den, bl. a. for at faa Spørgsmaalet ført ind paa Virkelighedens Grund, saa at man, ufuldkommen som Loven fra Begyndelsen var, gennem Brugen af den kunde høste Erfaring om, hvad det næste Skridt i dens Udvikling skulde være. De Aar, der er gaaede siden, har kraftigere og besterntere, end det paa Forhaand var muligt, dokumenteret dens Skavanker, og jeg tror, Tiden er moden til at tilvejebringe en Ordning, hvor de naturlige Baand, Loven har slappet, igen kan strammes, og Tilskuddet til den trængende fastsættes paa en mere almengyldig Maade. Det, som for Tiden gør den hele Ordning saa usikker og tvetydig, er jo, at der mangler fast begrænsede Rammer for Hjælpen, og at der derfor rundt om i Kommunerne aabnes Dot for en Vilkaarlig-hed, der ikke tager fornødent Hensyn til, hvad der baader den hjulpne bedst, baade moralsk og materielt set. Et andet Spørgsmaal, som det ogsaa forekommer mig, man i en nær Fremtid i det mindste maatte kunne begynde at tage fat paa, er Omordningen af Skolevæsenet. Nu er det jo Kommunernes økonomiske Evne og Interesse for Oplysningen, der sætter sit — tilfældige — Stempel paa Skolerne Landet over. Hvor en rig Kommune kan anvende Kapitaler, har en fattig, selv med sin bedste Vilje, kun Smaapenge til sin Raa-dighed, og dog bunder Betydningen af et Skolevæsens Virksomhed dybere end i en Kommunes Interesser som saadan; det hele Samfunds Fremtid afhænger jo for en ikke uvæsenlig Del af, hvorledes den opvoksende Slægt sendes ud i Livet. Og særlig gør jo de fattige Kommuners vanskeligere Livsvilkaar det saa meget mere magtpaaliggende, at Ungdommen lærer noget til Gavns: hvor Omgivelserne har saa meget svagere Bæreevne og