38
PERSONLIGHED
over sig selv. Han maa blive egnet til ét og have Mulighederne for at blive alt. Han maa kunne stilles paa Hovedet uden at tabe sin Ligevægt og sig selv. Opdragelsen skal føre ham ind i Livets Dialektik, saa han forstaar, at Modsætninger og Modsigelser samler sig som Spænding i samme Væsen, at Sandhed fra én Side set er Usandhed fra en anden Side set, at aktivt er passivt og passivt aktivt, at det givne maa blive det erhvervede, den sikre Besiddelse en stadig Erobring. Opdragelsen er endt, naar Bevidstheden om Dobbeltheden bliver Udgangspunkt og Samlingspunkt for ens Udvikling.
* * *
3. Barnet hai' endnu ikke fundet Fornuftens Lov inden i sig selv; derfor maa det have den udenfor sig. Det kan endnu ikke opfatte den abstrakt; derfor maa det se den legemliggjort i en Personlighed. Opdrageren bliver derved mere for Barnet end et enkelt Menneske. Er han virkelig Opdrager, saa er det, Barnet adlyder, ikke en tilfældig Befaling fra ham, men den Fornuftens Lov, han er Udtryk for. Han bliver Autoritet for det, noget ubetinget, for hvilket Barnet fornægtende sig selv bøjer sig absolut. Fordi det er Barn, d. v. s. kun en gryende Personlighed, føler det Trang til Afhængighed af en anden, en sikkert forstaaende og fast villende, en ufejlbar Lovgiver. Opdragelsen bestaar i at holde dette Tillidsforhold uforstyrret. Et Brud vilde ikke blot være Brud med den enkelte Person, men med Loven, maaske med Livet. Barnet udvikler sig ved den ydmyge Tro paa andre, suger Næring af sin Tillid og vokser uden at vide det. Opdragerens Personlighed bliver det Stof, der forarbejdes i Barnets Indre, indtil det