FRA STUDENTERLIVEL
491
Under disse omstændigheder vover jeg ikke at gøre brug af Deres venlige indbydelse til gildet i Studentersamfundet iaften. I de sidste to år tror jeg ikke at jeg har været ude af mit hjem nogen aften efter kl. 9.
At jeg ligefuldt påskønner Deres opmærksomhed behøver jeg ikke at forsikre Dem om og gentager her skriftligt min hjerteligste tak for samme.
Deres særdeles forbundne
Henrik Ibsen.“
Det var da for Dr. G. Brandes’ og sin Kones indtrængende Opfordringer, han i sidste Øjeblik gav efter og mødte.
2) Ibsen tog Ordet umiddelbart efter Valdemar Vedels beaandede Tale for ham og sagde, ifølge et Referat fra de Dage, som ganske stemmer med min Erindring derom:
„Jeg agter ikke at holde en Tale, men blot afgive en Erklæring. Jeg vil være en Rus alle mine Dage. Den Dag jeg ikke er det mere, vil jeg ikke agte mig værdig til at leve.“
Senere paa Aftenen talte Ibsen endnu en Gang og sagde, ligeledes ifølge et Referat fra Datiden, som min Hukommelse i alt væsentligt godkender:
„Det er mig meget imod at høre mit Navn saa ofte højlydt nævnt. Jeg søger helst Ensomheden, og jeg føler altid Trang til at protestere, naar man udbringer en Kunstners eller Digters Skaal med en Motivering som: dér staar han, og dér — langt borte — staar de andre. Takken til mig rummer for mig en Selverkendelse Dersom min Tilværelse har haft nogen Betydning, som De siger, saa kommer det af, at der