532 SLØJDUNDERVISNING
Grundlag, hver med sine Erfaringer og sine Indtryk fra de Forhold, under hvilke de virker.
Adskillige har her i Landet ment, at det var nok, naar man som Lærer var et „levende Menneske“, der i hvert Øjeblik handlede ud derfra og lod staa til. En saadan Opfattelse hænger sikkert sammen med vor danske Natur. Andre Folk, f. Eks. Svenskere og Tyskere, tager som oftest fat med større Energi paa at forberede Arbejdet og indøve sig selv i det. Og Plan maa der til, det har de Ret i. Vi maa ikke tro, at alt er godt, blot hver gaar sin egen Vej, som han bedst kan. Aladdinstanken, der var fremme i Aårhundredets Begyndelse, er nu mod dets Slutning afløst af Tanken om Arbejdet og dets Frugter. Men intet Arbejde uden Plan. Heller ingen Opdragelse. Og ingen Plan uden Metode ved dens Gennemførelse. Heller ikke i Undervisningen. Der har været sagt, at en Metode er en Spændetrøje, men en Lærer uden Metode er kun en Lærer, der ikke ved, hvad han vil. Metode er den planlagte Vekselvirkning mellem Lærerens og Barnets Evner og derved netop en Frigørelse af begges Kræfter. Ikke-Metode bliver en planløs Virksomhed, der gaar tilfældige Veje, geniale Naturer undtagne, i hvilke Geniets Sporsans selv er Metode. Men vi gør bedst i at gaa ud fra, at vi ikke er Genier.
Plan ved Undervisningen er bevidst Fremgangs-maade, under Hensyn til Lærerens og Barnets Kræfter. Børnene gennemløber en for alle fælles Udvikling, samtidig med at hvert Barn har sine særlige Naturanlæg. Opgaven er at udvikle og ud præge den enkelte; men det for Barnenaturen fælles er den Grund, hvorpaa dette personlige maa bygges. Maa det barnlige i Udviklingen ikke overses, maa det, vi har med at gøre, være et