CM
»o
KUNSTEN OG FOLKET
IV
Kunsten og Folket.
(Frem 1. Septbr. 1901.)
I Tyskland er for Øjeblikket, med Hamburg som Udgangspunkt, Hamburg, Handelsbyen, Spørgsmaalet oppe om Kunsten i Folkeskolen. Man drøfter ivrigt i Avisartikler, Piecer og Bøger den Betydning, Kunsten har for Folket. Og med rette. Her er en forsømt Side af Opdragelsen. Og hvad Kunsten vil kunne være i Opdragelsen, netop det samme vil den kunne være for Folket.
Kunsten, der bærer Livets Præg, kan for det første med Livets Magt samle Opmærksomheden — jeg taler her om Billedkunsten. Middelalderens religiøse Skuespil, der var et Slags levende Billeder, kunde drage Tusinder til sig paa en Tid, hvor Befolkningen endnu ikke kunde læse sig Fortællingen til. Kunsten kan dernæst forklare det Liv, den skildrer; som ægte Kunst er den aandfulde Naturers Blik paa Livet. Skønt den kun sysler med Overflade, med Form, med Lys og Skygge, saa peger den paa en Understrøm under Overfladen, et Indhold bag Formen, et Liv gennem Lysets og Skyggernes Spil. Den lærer Folk at se forstaaende.
Og derved giver den Interesser, Livsværdier. Hvor det praktiske Liv lænkebinder sin Udøver, kan den gode Kunst frigøre ham. Den kalder paa noget almenmenneskeligt i ham. Selv naar det er ind ad „sine egne Vindeverrer“, han i Kunsten ser, saa gør han det som den udenfor«taaende, Tilskueren, Kritikeren, der nyder det sete og beriges.
Kunst er et Sprog. Barnets første famlende Rids af sine Omgivelser er ligesaa tidlig paa Færde som dets