I OPDRAGELSEN
541
melder sig, naar den lille Verdensborger er naaet saa vidt, at Forældrene stride og stræbe med det vanskelige Spørgsmaal: Hvor skal jeg sætte min Søn i Skole? og Skolernes Art skal afvejes mod Drengebarnets Natur og Begavelse, og Samarbejdet mellem Skole og Hjem stiller nye Krav, og Legemets Styrke skal holdes i Ligevægt med Aandens Uddannelse, og Leg og Undervisning hver gør sin Ret gældende, og Samfundslivets Fordringer og Barnets Lyster med overlegen Kunst skal ledes over i hinanden, og uendelig meget mere.
Men der er ikke noget at gøre derved: Livet staar ikke stille, og en af Lovene for dets Udvikling, paa Opdragelsens som paa alle andre Omraader, er, at det udfolder flere og flere Sider, der skal sammenarbejdes for at danne et sundt Hele, og at Arbejdet maa deles, for at det alt kan blive godt gjort. Men saa gælder det rigtignok om ikke at tabe Helheden af Syne, ikke at glemme at være Menneske, fordi man er bleven en dygtig Fagmand, og at bruge de mange Midler, som Tænkningens Fremgang og Videnskabens Vækst lægger én i Hænderne, ikke til at lade sig sprede, men til igennem al denne stigende Mangfoldighed at faa Samling paa sig selv.
Naar Undervisningen — i alt Fald til en vis Grad — stykker Livet ud i de mange Dele, Kundskabsmeddelelsen drejer sig om, saa skal Opdragelsen knytte det alt fast sammen om et levende Midtpunkt, den Personlighed, der kan samle alle de tilegnede Kundskaber og Færdigheder i sin Haand og bruge dem som Midler til sin og sit Samfunds Udvikling.