JULEN
545
det var, som om Dagen og Lyset paa ny tog Mod til sig. Og hvert Aar gik det fra den Dag fremad, til Lyset havde besejret Mørket og ved Midsommertid gjort Natten til en Afglans af Dagen, og Dagen til et Væld af Solskin. Og det Øjeblik, da Vendingen var sket, fejrede man midt i Vinterens Hjerte som Lysets Sejr over Mørket.
Saa kom den ny Religion sydfra og tog de gamle Livsformer i sin Tjeneste, forsaavidt den ikke udryddede dem. Julen blev da i en anden Betydning en Fest for Lyset. Til Aarets korteste Dag knyttedes Tanken om Syndens Mørke, der havde trukket sig sammen over Menneskelivet og om Menneskehjertet. Og Lysets Genkomst blev Billedet paa den Sol, der gik op over Livet, da Syndens Overvinder fødtes i Jesus-barnet. Barnet fejredes og det genfødte Menneske fejredes. Frygten for Mørket svandt, fordi Natten blev „den hellige Nat“, hvis Stjerner lyste over den nyfødte paa Jomfrumoderens Skød. Og Barnets Aand kom i Aarhundredernes Løb til at præge den hele Fest. Den blev mere end nogen anden Børnenes Fest. Den gjorde selv de voksne til Børn. Den smeltede de skarpe Modsætninger mellem dem bort i den fælles Følelse for et Øjeblik at være vendt tilbage til Barndommen igen. Men alt i det Barns Navn, der fødtes i en Hytte og dog havde Himlens Herre til .Fader.
Og fra at være en Fest bunden til den bestemte Tro paa Gud, der blev Menneske og fødtes af en jordisk Kvinde, udvidede den sig til en Fest for alle, i hvem Følelsen af menneskeligt Fællesskab var levende. Det blev igen en Folkefest, ved hvilken alle hørte hjemme, naar de blot rummede i sig en Gnist af barn-
H. Trier: Pædagogiske Afhandlinger. 35