572 TEGNEUNDERVISNING
Times Tid. Saa tegnede Maleren i faa Linjer Lygten op for Blikkenslageren og lærte ham, saa godt det paa staaende Fod lod sig gøre, hvorledes han skulde bære sig ad for i en Fart at kunne skitsere en Genstand, han havde Brug for. Haandværkssvenden forstod det straks, og Tanken om, at han, blot han øvede sig lidt imellem Stunder, aldrig mere skulde komme i en lignende Forlegenhed som den, der her havde taget Pippet fra ham, gjorde ham saa glad, at han øjeblikkelig foreslog sin Rejsefælle, at de skulde synge Marseillaisen for at ærgre Tyskerne lidt. Og det gjorde de.
Nogle Aar efter blev Matthiesen Lærer i Tegning ved Studentersamfundets Arbejderundervisning. Han havde den sjældne Fornøjelse at beholde sine Elever til det sidste. De forlod Undervisningen med en Glæde, der mindede om Blikkenslagersvendens. Som han, følte de sig hjulpne, hvor det gjaldt om med Blyanten at gøre Rede for en Genstand, der skulde erindres.
Efter den Tid bar han prøvet den samme Frem-gangsmaade med Børn. Og hvad der har været det rette for voksne, har ogsaa vist sig at passe for Børn.
Tegning er et Opdragelsesmiddel. Den kan sætte menneskelige Evner i Virksomhed og udvikle dem, og gennem dem det hele Menneske. Finder dette Sted, er Fremgangsmaaden den rette, den pædagogisk rette. Elevernes Glæde, deres vakte og tilfredsstillede Virksomhedsdrift, er Segl under Vidnesbyrdet herom.
Nu er den fulgte Fremgangsmaade her skildret af to Mænd, der ogsaa har samvirket ved Undervisningen.
Deres Skrift er en pædagogisk Bog. Ikke fordi den henvender sig til Lærere, men fordi den handler om Børn. Comenius’ og Rousseaus Aand hviler over den. Den sætter Tegningen midt ind i Bameverdenen. Den