TIDSBILLEDER
58 t
jeg ikke vilde gaa bort fra Perronen, da det vilde være ham ubehageligt, om jeg kom noget til. Medens vi vekslede et Par Ord herom, var vi komne ind i Ventesalen. Indenfor Døren stod nogle Herrer, af hvilke én sagde, at jeg rolig kunde blive paa Perronen, der skulde ikke ske mig nogen Overlast. Jeg svarede: „Ja, men jeg vil paa Forhaand sige, at jeg raaber ikke Hurra paa Kommando for noget som helst, hverken Estrup, Kongen eller noget andet.“ Den vedkommende Herre trak paa Skulderen og sagde et øjeblik efter: „Det er ogsaa alt for irriterende af Dem at gaa ud paa Perronen, naar vi er her.“ Jeg svarede, at jeg var kommen for at tage afsted med Toget og derfor ikke kunde undlade at gaa ud paa Perronen, naar jeg vilde med. Grev Scheel spurgte mig saa, om jeg ikke vilde følge med ind paa Jærnbanens Kontor for at være i Sikkerhed, og gentog, at jeg maatte tænke paa ham og de andre, hvem det, der ellers kunde ske, vilde være meget ubehageligt. Jeg svarede, at det aldeles ikke generede mig, om de tilstedeværende igen raabte: „Estrup leve!“ Og vi blev da staaende.
Noget efter samlede en Skare sig i min Nærhed, og én raabte paa meget demonstrativ Maade: „Længe leve Hs. Majestæt Kong Kristian IX!“ efterfulgt af dundrende Hurraer. Jeg forholdt mig passiv, da jeg hverken vilde demonstrere i den ene eller den anden Retning og fandt Stedet og Formen for den gjorte Demonstration lige ilde valgt — Formen, fordi et Leve for Kongen, ikke for at hædre Kongen, men for at bringe en politisk Modstander i en vanskelig Stilling, forekom mig at være et Misbrug af Kongens Navn, som jeg ikke vilde være med til. Grev Scheel bad mig da paa ny om at gaa ind paa Jærnbanekontoret og