582 TIDSBILLEDER
lagde mig paa Hjærte at gøre det af Hensyn til de andre. Jeg sagde da: „Ja, saa vil jeg gøre det for Deres Skyld, ikke for min egen.“ Vi fulgtes sammen derind, og han forlod mig efter at have lovet at sende Bud til mig, naar Toget skulde gaa.
Da jeg havde været der nogen Tid, kom Folketingsmand Tauber derind. Han var kommen med Kalund-borg-Toget og skulde skifte Vogn i Roskilde, men var ikke kommen med det først afgaaende Tog. Medens han arbejdede sig gennem Mængden, hørte han, at han var kendt, men led i øvrigt ingen Overlast. Da han var kommen over til Ventesalen, bad Grev Scheel og-saa ham om for en Sikkerheds Skyld at gaa ind paa Kontoret, hvor jeg var. Der tilbragte vi nu en tre Kvarters Tid, saa kom der Bud, at vi skulde køre. Udenfor Døren stod der en lille Garde, som skulde følge os over til Toget. Hr. Tauber gik forrest, jeg bagefter. En ældre Mand bød mig Armen. Jeg sagde: „Det behøves vel ikke, her er jo ingen Fare.“ „Nej, naturligvis,“ svarede han, „vi er jo ordentlige Mennesker/' men vedblev dog at byde mig Armen.
Vi blev ført op over de Kæder og Kroge, der forbinder Vognene, for at vi kunde blive lukkede ind i Toget paa den Side, der vendte fra Perronen. Vi blev fulgte ned til den forreste Vogn, og mens vi gik langs Toget, raabtes der efter os ud af Kupévinduerne. Til sidst aabnede en Jærnbaneembedsmand en Vogn for os og bød os stige ind, idet han sagde: „Jeg beder d’Hrr. tage til Takke med Lejligheden.“ Da vi havde orienteret os lidt i Mørket derinde, saa vi, at det var Bræmserummet, vi var i, — det faldt os ind, om man ikke mulig havde kunnet byde Passagerer et mere passende Opholdssted.