BAGGESEN
597
tet.“ I et længselsfuldt Sværmeri mødes han med Sophie Ørsted. Hun synger for ham, „lidt syg, men usigelig elskelig“, han sidder i den sildige Aften ved hendes Fod, de spadserer sammen i Maaneskin, og da de i Forening henter Baggesens Søn August i Korsør, ligger hun under Hjemkørslen syg i hans Arm „som en Madonna i Maaneskin1'. „Vil du lornemme den helt, den højeste himmelske Sjælsfryd, an da den største paa Jord, an den, men nyd den kun ej,“ skriver Baggesen paa Tysk i sin Kalender. Den gensidige Stemning stiger til Fantasiberuselse. 23. Maj, 3 Dage før sin Afrejse fra København, skriver Baggesen, ligeledes i sin Kalender: „Af alle poetisk-elskovssalige Dage i mit Liv den saligste. Hele Dagen fra Morgen Kl. 9 af paa Frederiksberg i dejligt Vejr alene med Lilia. Spadseregang i Søndermarken til alle vore Yndlingssteder og endelig til Eremithytten, hvor bun gjorde sig til Hyrdinde. Spadseregang derfra hjem, for at tage Frokost i hendes lille Have i Lysthuset . . . Henrykt, hinanden nok, glemmende alt, uden os, Gud og Naturen. Sammensmeltning, fuldkommen Harmoni, Glæde, Tillid — alt!“ Sophie genkalder deres Samlivs Rigdom i Ord, dei' minder om Clärchens Sang hos Goethe: „Freudvoll und leidvoll“. „Kæreste, bedste B!“ skriver hun 15. August til Baggesen, „nu er vi midt i August Maaned, altsaa er det et Åar siden, vi første Gang mødte hinanden i Livet. Gode Gud! hvor hurtigt og langsomt, hvor glædeligt og kummerfuldt er ikke dette Aar svundet.“ Og Maaneden efter: „Glem aldrig mig; jeg glemmer aldrig dig, men er evig gennem alle Livets Luer og Bølger din uforanderlige Veninde, din Lilia.“
Men da Baggesen i Novbr. 1811 kom tilbage til København, var alt forbi. Han hastede til Ørsteds: